Forfatterstafet: Andrev Walden

Andrev Walden er født i 1976 i Norrköping i Sverige og voksede op med sin mor og to halvsøskende. I mange år vidste han kun meget lidt om sin biologiske far. I et interview har han beskrevet, hvordan den lille familie hele tiden flyttede, ofte ud og ind hos morens kærester: ”Jeg tror, vi havde ti forskellige adresser i 80’erne. Inden historien i min roman begynder havde vi også boet i Skåne og Småland og Värmland og et sted i Sörmland. Det var meget rodløst, kan man sige, men der var altid stabiliserende mennesker rundt om det rodløse. (…) Min mor er en meget varm og tryg person. Eller ikke tryg, men hun er meget varm, og hun har aldrig været misbruger eller noget i den retning.” (Selma Brodej: ”Jag var livrädd för vuxna män”. Dagens ETC, 2023-08-04. Egen oversættelse).

I samme interview beskriver Andrev Walden sig selv som et uroligt barn, der på grund af sin mors ofte psykisk ustabile kærester lærte sig at tage sig i agt for voksne mænd. Det hjalp på hans uro, at han i mange år gik på den samme Rudolf Steiner-skole, hvor han sugede den stabilitet til sig, han savnede andre steder i sit liv.

Hele historien i Andrev Waldens selvbiografiske roman ”Jävla karlar” fra 2023 (”Satans mænd”, 2024) rummes i bogens første sætninger: ”Engang havde jeg syv fædre på syv år. Det her er fortællingen om de år.” Den tredje sætning lyder: ”Hvis noget lyder opfundet, kan du være sikker på, at det er sandt.” Selv om bogen er en roman, er det altså også en virkelig beretning om Waldens egen dramatiske og omskiftelige barndom, der var præget af morens tendens til at falde for dominerende og psykisk ustabile mænd. I bogen har han givet de syv mænd, som på hver deres måde kom til at spille en slags farrolle for ham, specielle navne og et langt kapitel hver: Der er Plantetroldmanden, Kunstneren, Tyven, Præsten, Morderen, Kajakroeren og Indianeren.

Alle beskrives de ud fra drengens på én gang forskrækkede, påpasselige, indimellem beundrende og endnu oftere forundrede synsvinkel. Han prøver at få styr på, hvad de har gang i med hans mor, men det er ikke nemt, når de opfører sig så ofte uforudsigeligt hernede på bunden af det svenske samfund i 1980’erne. Drengen kæmper også med, at han ikke føler sig god til noget. Bl.a. gennem et sommerjob som opvasker får han dog langsomt mere selvtillid, også overfor de piger, der optager ham intenst.

I øvrigt hjælper det at kunne grine, når endnu en af ”fædrene” spænder ben for hans tryghed og livsglæde. Andrev og hans søskende bliver stadig bedre til at se det sjove i de skøre mandstyper, grinene giver dem en følelse af magt og afstand og giver ham selv plads til at finde sit eget ståsted.

Inden for rammerne af de syv kapitler er bogen fortalt med små og store nedslag i vigtige begivenheder i Andrevs formative år. De skildres med stor indlevelse i barnets behov for indimellem at krydre lidt ekstra med drama og andre gange dæmpe dramaet. Sproget er stilsikkert og fabulerende med afstikkere til det eventyrlige. Tit er der både tragedie og komik i en og samme sætning. En af fædrene er ”sådan en mand som smukke kvinder strikkede uldtrøjer til.” En anden er ”i hvert fald rig nok til at han har guldet på sig og ikke hos pantelåneren.”