Anbefaling

En ung Colin Firth i erotisk rænkespil til 0 point på Filmstriben

Pierre Choderlos de Laclos' roman "Farlige forbindelser" er filmatiseret i mange variationer. I december kan I se instruktøren Milos Formans fortolkning - helt uden brug af points.

Af Heidi Buur

Annette Bening og Colin Firth i en scene fra filmen "Valmont"
Annette Bening og Colin Firth i en scene fra filmen "Valmont"

Frankrig i slutningen af 1700-tallet: Den purunge, uskyldige Cecile skal giftes med den ældre Gercourt, der er besat af pigens renhed og jomfruelighed. Hans tidligere elskerinde Madame de Merteuil indgår et djævelsk væddemål med levemanden Valmont om at forføre Cecile inden giftermålet, så Gercourt kan blive til grin.

Annette Bening og Colin Firth er uovertrufne i rollerne som de to intrigante aristokrater og libertinere, der smeder komplicerede erotiske rænkespil.

Syv stjerner på IMDB, og nomineret til en Oscar i 1989.

Flere periodedramaer

Vi har samlet en række gode film med stramme korsetter, pudrede parykker, kærlighed og intriger:

Det er alle spillefilm til 4 points 

Jeanne du Barry

I 'Jeanne du Barry' fortælles historien om kvinden, som ved hjælp af sin list og charme foretog en klasserejse fra de enklest tænkelige forhold til Kong Louis XV's inderkreds på Versailles. Den stormfulde romance, der følger mellem kongen og kurtisanen, fører til både kontrovers og stærk kærlighed.

Il Boemo - en mesters storhed og fald

Et overdådigt biografisk periodedrama om komponisten, Josef Mysliveček, der var Mozarts mentor og læremester. Filmen fortæller den ekstraordinære og for mange ukendte historie om en af de mest populære og produktive operakomponister i 1700-tallets Italien. Pragtfulde kostumer, imponerende locations og ekstravagant musik er med til at bringe en storartet kunstner og æra til live.

Corsage

En klassisk periodefilm med et moderne twist i portrættet af en af de mest markante skikkelser i den royale verdenshistorie. En rebelsk og nutidig heltinde, der kæmper sin egen revolution for at bryde ud af tidens og kønsrollernes indskrænkede korset.

The young Victoria

England anno 1837. Victoria indsættes som dronning i en alder af 18 år. Hun har undgået moderens og Lord Conroys indflydelse. I kulissen venter nye magtkampe. Skal hun lytte til Lord Melbourne eller følge sit hjerte med den tyske Albert?

The duchess

Historien om den smukke Georgiana, der i 1770'ernes England bliver gift med Hertugen af Devonshire. Hertugens erklærede formål med ægteskabet er at blive far til en søn, der kan arve Devonshire. Medens en arving af hankøn lader vente på sig, udspiller der sig en lang række af intriger mellem hertugen og hertuginden, der begge forelsker sig til andre sider. 

Flere farlige forbindelser

Instruktøren Stephen Frears fortolkning "Dangerous Liaisons" (på dansk Farlige Forbindelser) fra 1988 har de tre superstjerner John Malkovich, Glenn Close og Michelle Pfeiffer i hovedrollerne. 

Filmen kan lånes på Blu-ray DVD via bibliotek.dk 

Derudover findes også "Cruel intentions" fra 1999. Det er fra instruktøren Roger Kumble, og det er de tre "90'er stjerner" Sarah Michelle Gellar, Ryan Phillippe og Reese Witherspoon der spiller sammen i en fortolkning der foregår i samtiden. Her er altså fravær af pudderparykker, men til gengæld masser af 90'er fashion.

I 2012 har den kinesiske instruktør Hur Jin-ho lavet en version der foregår i 1930'ernes Shanghai. Den hedder på engelsk "Dangerous liasisons", og på kinesisk 危險關係

Seneste skud i rækken er "Les liaisons dangereuses" fra 2022, og er fra instruktøren Rachel Suissa. Den foregår på en high-school i Frankrig, og handler om bognørden Céline der køres rundt i manegen af en Instagram-dronning og en populær surfer-dude. 

De tre sidstnævnte kan ikke lånes via bibliotekerne eller Filmstriben, og må skaffes på anden vis. 

Filmcovers fra de 4 nævnte film basereret på romanen "Farlige Forbindelser"
Filmcovers fra de 4 nævnte film basereret på romanen "Farlige Forbindelser"