"Som at se en gyserfilm sammen..."
Det er fedt at se gyserfilm sammen, men det er faktisk også rigtig hyggeligt-uhyggeligt at læse en spændingsbog sammen. ”Sektens døtre” er helt perfekt til det formål.
Af Heidi Buur
Charlotte fortæller om at læse sammen med sin store teenage-datter
Kombinationen af en hyggelig læsestund med uhyggeligt indhold er fortræffelig, på et hyggeligt værelse- eller her om sommeren, kan det godt være ude i haven, hvor vi sover i shelter, når vejret er til det. Så tænder vi for en moderne udgave af flagermuslygten, stabler godt med puder op bag ryggen, vores lille hund får også krøllet sig sammen på den helt rigtige måde, og så læser vi næste afsnit i ”Sektens døtre.”
Bogen har to spor som der skiftes mellem – ”Dengang” og ”Nu”. Ret korte afsnit, som gør, at der kommer fuld fart på fra begyndelsen af. Hovedpersonerne dengang er to unge veninder, Maria og Christina, som fanges ind i en sekt på Møn. I nutiden kommer den unge filmstuderende Fiona, via en film om sin mor på sporet af fortiden.
Ungdomsliv blandet med gys
Det kan være svært at finde noget som lige rammer den aldersgruppe (ung voksen) fordi de fra andre medier er vant til højt tempo og stor intensitet. Så det skal bogen også kunne præstere ret hurtigt, ellers tabes interessen med det samme.
I Line Kyed Knudsen bog er en kombination af noget om livet som ung (med uddannelse, forelskelse, trang til oplevelser og eventyr, udfordringerne med veninder og forældre) i et set up, som så rækker meget ud over almindelig realisme, fordi der er det uhyggelige med sekten, som hovedpersonerne er tiltrukket af, men som vi som læsere godt ved, at de absolut ikke skal involvere sig med.
Det er klassisk gys, som i en filmgyser, når den unge kvindelige hovedperson absolut skal gå ned i en kælder, netop som strømmen er gået, vinduerne klaprer i blæsten og vi ved, at noget farligt lurer rundt om hjørnet.